tirsdag den 26. januar 2010

Tivoli Audio

Jeg plejer normalt ikke at reklamere for gadgets, men lige nu er min begejstring for noget nyindkøbt så stor, at jeg er nødt til at dele det med jer læsere! (Er I der, eller har jeg lavet en online dagbog?) Det handler om Tivoli Audio Systems. En dyr, men lækker og meget eksklusiv serie af radioer med forskellige egenskaber. Lige fra ganske almindelige FM- og DAB-radioer til radioer med mulighed for internetopkobling og derved adgang til alverdens online radiokanaler.

Jeg købte en Tivoli Audio DAB lige efter jul, da den var på tilbud i Fona. Min version er i valnød med et klassisk beige-farvet panel. Alle Tivoli's radioer har kun de knapper, der er nødvendige. En DAB-radio har selvfølgelig lidt flere, da der er flere muligheder. Knapperne er lækre at røre ved og dreje på, hvilket giver en eksklusiv føling. Jeg blev dog noget overrasket, da højtaleren sad i toppen af radioen, pegende mod loftet. Jeg har senere erfaret, at det er for at sprede lyden bedre i rummet - og det lykkes i den grad!

Jeg fandt så senere hen ud af, at man kan udbygge denne dejlige radio med både subwoofer og en ekstra højtaler, så man får lyden i stereo. Hvilket jeg gjorde. Både subwooferen og stereo-højtaleren er i samme design og kan købes i samme træsort, så det hele matcher. Hvor blæret er det lige?

Min begejstring opstod, da jeg havde tilsluttet subwooferen og højtaler nummer to, som jeg selvfølgelig placerede i modsatte hjørne af radioen. Da højtalerne peger opad, spreder lyden sig nu i hele rummet (25 m², prangende ikke sandt?). Anyways, jeg sidder lige nu og lytter til jazz-inspireret klavermusik fra det ældgamle computerspil, The Sims. Det er perfekt stemnings/baggrundsmusik, og de to højtalere fra hver sit hjørne, samt subwooferen fra en hylde i gulvhøjde, gør virkelig deres for at give en optimal lydoplevelse. Samtidig er de forholdsvis små og ganske elegante at se på.

Som en ekstra bonus har radioen en AUX-indgang, så man kan købe et minijack-kabel og tilslutte sin iPod. Med den ekstra feature tilbyder radioen AM-, FM- og DAB-radio samt tilslutning af eksterne afspillere via AUX-indgangen. Man kan tilmed udbygge med en CD-afspiller i samme design, men jeg er fra en generation af digital musik, så dette element har jeg undladt.


Så for at opsummere, er min lydoplevelse skabt af følgende elementer i Tivoli Audio Systems:


Serien er selvfølgelig ikke skabt til den hardcore techno-tramper eller dødsmetalelskeren. Højtalerne leverer kvalitetslyd til en vis volumen. Subwooferen får heller ikke gulvet til at ryste. Til gengæld er elementerne klassiske, tidsløse og pæne at kigge på, og de kan sagtens spille højt nok til et rum på 25 m², selv hvis man skal holde fest og der er brug for høj musik.



Til slut vil jeg linke til musikken, jeg snakkede om. Den er som sagt fra spillet The Sims: http://www.youtube.com/watch?v=YeS9hwc226U


Godaften!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar